Integreret pergola – et pergolatag bygget ind i din terrasse

En integreret pergola er et pergolatag, der monteres i en eksisterende eller nybygget konstruktion. I vores pergolaunivers kalder vi det en Type 3-pergola. Den enkle forklaring er en pergola uden egne stolper. Taget behøver ikke være omgivet af bygninger på alle sider. En egnet bærende konstruktion på to modstående sider kan også være udgangspunktet. Konstruktionen omkring taget kan godt have stolper; det er selve pergolaen, der leveres uden sine almindelige stolper.
En pergolaløsning fra os starter som et generelt udgangspunkt fra cirka 150.000 kr. inkl. moms og montage. Ved en integreret løsning skal den samlede pris vurderes ud fra det konkrete projekt, fordi konstruktionen omkring taget, afvandingen og de elektriske installationer også skal planlægges. Vi vender tilbage til prisen længere nede på siden.
Men før vi vælger model, stiller vi et spørgsmål, der har stor betydning for både konstruktionen og det færdige udseende: Hvor skal regnvandet løbe hen?
Afvandingen på en integreret pergola skal være med på tegningen fra starten
På en integreret pergola med lameller ledes regnvandet fra lamellerne til tagrender i rammen. Derfra skal det kunne føres væk, typisk ved hjørnerne. Afhængigt af modellen kan vandet ledes lodret ned ved et hjørne eller vandret ud gennem rammen. Hvor meget vand de enkelte afløb kan håndtere, kan beregnes. Vores erfaring er, at vandrette udløb ofte kræver flere afvandingspunkter end lodrette afløb. Derfor skal både antallet og placeringen planlægges til den pergola og den konstruktion, vi arbejder med.
Hvis vandet ikke kan komme hurtigt nok væk, kan tagrenden løbe over ved kraftig regn. Derfor vil vi gerne med i projektet, før åbningen til taget er bygget færdig. Så kan vi sammen med de øvrige fagfolk finde en løsning, hvor vandet faktisk har et sted at løbe hen.
Ved et integreret tekstiltag kan tagets opbygning og afvanding være anderledes. Her vurderer vi afvandingen ud fra den valgte model og den konstruktion, taget skal monteres i.

Denne Lamaxa L50 Free pergola har vi sammen med kunden og kundens håndværkere projekteret og installeret.
Den pæneste løsning begynder på tegningen
Hvis vi kommer med tidligt i planlægningen, kan vi rådgive om selve åbningens mål. I nogle projekter kan det være en fordel at gøre åbningen lidt større end pergolataget. Så kan pergolaens ramme skjules, når man ser op på taget nedefra. Samtidig kan der blive plads til at føre et lodret afløb ned ved et hjørne og skjule det i konstruktionen. Det er efter vores mening ofte den pæneste måde at lave en integreret pergola på. De nødvendige mål afhænger dog af modellen, og derfor skal de afklares, inden tømrer eller murer bygger åbningen.
Vi spørger også til, hvordan du vil bruge terrassen. Skal der være LED-belysning, screens eller varmelamper? Hvis vi kender ønskerne fra begyndelsen, kan elektrikeren forberede strøm og kabelføring, så installationerne bliver så diskrete som muligt.
Vi kan også hjælpe, hvis konstruktionen allerede er bygget. Men når mål og materialer ligger fast, kan der være færre muligheder for at skjule ramme, afløb og installationer. Det er derfor, vi bliver ved med at sige: Kontakt os gerne, mens projektet stadig er på tegnebrættet.
Hvad vejer en integreret pergola?
Det er ofte noget af det første, en entreprenør eller ingeniør spørger om: Hvad skal konstruktionen kunne bære? Som pejlemærke angiver WAREMA i sine vægttabeller følgende vægte for Lamaxa-tagssystemer med en bestillingsbredde på 4 meter og en bestillingslængde mellem 4,5 og 5 meter:
- Lamaxa L50: 520 kg
- Lamaxa L60: 764 kg
- Lamaxa L70: 789 kg
Tallene giver en konkret idé om størrelsesordenen. De gælder tagssystemerne i WAREMAs tabel og er ikke særskilt opgjort for Free-udgaverne uden pergolaens egne stolper. Den præcise vægt afhænger af model, mål og opbygning. Egenvægten er heller ikke det eneste, den bærende konstruktion skal vurderes efter. Fastgørelse samt påvirkning fra blandt andet vind og sne skal også indgå i projekteringen. Når vi kender den konkrete løsning, kan vi skaffe de produktoplysninger, som arkitekt eller ingeniør skal bruge.
DWG-filer hjælper alle med at bygge efter samme plan
Vi kan få DWG-filer for den konkrete pergola fra alle vores leverandører. Det giver arkitekt eller ingeniør mulighed for at tegne taget ind i projektet og udarbejde detaljer til de håndværkere, der skal bygge konstruktionen omkring det. På tegningerne kan man blandt andet arbejde med åbningens mål, understøtning, fastgørelse, afvanding og plads til installationer. Vi bidrager med oplysningerne om pergolaen, mens de fagfolk, der projekterer og bygger den bærende konstruktion, kan tage højde for deres del af arbejdet.
Det er særligt værdifuldt ved nybyggeri og ombygning. Når alle arbejder ud fra den samme løsning, bliver det lettere at få pergolatag, konstruktion og installationer til at passe sammen.

Fuldt integreret dobbelt Lamaxa L50 pergola i Aalborg. Udført i tæt samarbejde med bygherres håndværkere.
Inddækning kræver den rigtige arbejdsrækkefølge
Når pergolaen er monteret, skal overgangen mellem dens ramme og konstruktionen omkring den udføres, så regnvandet holdes ude. Hvor taget møder en facade, anbefaler vi normalt en inddækning, der føres ind under facadens ydre lag og ned over pergolaens ramme. Den præcise udførelse afhænger af bygningen. Vi kan godt lægge en fuge, men vi foretrækker ikke at lade en fuge være den eneste beskyttelse mod vand. En trækonstruktion kan arbejde, og det kan aluminium også. Når materialerne bevæger sig forskelligt, kan en fuge være vanskelig at holde tæt over tid.
Inddækningen udføres ikke af os. Den laves typisk af en blikkenslager, men nogle tømrere kan også udføre arbejdet. En god arbejdsrækkefølge er ofte:
- Tømrer eller murer bygger den bærende konstruktion.
- Elektriker forbereder de aftalte installationer.
- Vi monterer pergolaen.
- Blikkenslager eller tømrer udfører inddækningen omkring den.
På nogle projekter monterer vi pergolaen ad to omgange. Først monterer vi rammen og de øvrige ydre dele. Derefter kan blikkenslageren komme til og lave inddækningen, før vi vender tilbage og monterer lamellerne. Om den rækkefølge er relevant, afhænger af den valgte løsning. Det kræver samarbejde mellem fagene at få en integreret pergola til at fungere og se godt ud. Derfor er det en fordel, at opgaverne og rækkefølgen er aftalt, inden arbejdet går i gang.
Skal den integrerede pergola have lameller eller tekstildug?
Integreret fortæller, hvordan taget monteres. Det fortæller ikke, hvilket tag du skal vælge. Et lameltag giver mulighed for at regulere lys og skygge ved at dreje lamellerne. På nogle modeller kan lamellerne desuden køres til siden, så en større del af åbningen bliver fri. Med et bevægeligt tekstiltag kan dugen køres tilbage, når du ønsker åben himmel over terrassen. Valget mellem lameller og tekstil afhænger blandt andet af, hvordan du vil bruge området, hvor meget lys du ønsker, og hvad konstruktionen giver mulighed for.
Hvis et tag, der kan køres fra, er vigtigt for dig, kan du også læse vores gennemgang af pergola med skydetag.

Integreret pergola med tekstildug af typen Gibus Azimut – her set hvor dugen er kørt helt fra.
Hvilke pergolaer kan integreres?
Vi tilbyder både integrerede løsninger med aluminiumslameller og med bevægeligt tekstiltag. Du behøver ikke vælge model på forhånd. Omtrentlige mål, tegninger og et par ord om dine ønsker er et fint sted at begynde.
Integrerede pergolaer med lameller
- Lamaxa L50 Free – en slank løsning med drejelige lameller og motor skjult i en lamel.
- Lamaxa L60 Free – en kraftigere konstruktion med drejelige lameller.
- Lamaxa L70 Free – lamellerne kan både drejes og køres til siden.
- Gibus Movie Wall – drejelige lameller og en slank ramme på 15 cm.
- Gibus Joy Wall – drejelige lameller, der lukker tæt ned mod rammen.
- Gibus Twist Wall – en stærk konstruktion med drejelige lameller og tæt lukning mod tagrenden.
- Gibus Sway Wall – et prisvenligt skydbart lameltag. Lamellernes vinkel kan ikke reguleres uafhængigt af tagets åbning.
- Gibus Velvet Wall – lamellerne kan både tiltes og køres sammen, og funktionerne kan styres hver for sig.
Integrerede pergolaer med tekstiltag
- Gibus Zenit – et bevægeligt tekstiltag, der kan køres tilbage.
- Gibus Azimut – et bevægeligt tekstiltag med mulighed for blandt andet integrerede screens.
- Weinor PergoTex II Basic – udgaven til montage i en egnet konstruktion uden den almindelige PergoTex’ egne stolper og tagrende.
Hvilke af modellerne der passer til dit projekt, afhænger især af konstruktionens mål og mulighederne for fastgørelse og afvanding. Det finder vi ud af sammen.
Hvad koster en integreret pergola?
Som generelt udgangspunkt koster en pergolaløsning fra os fra cirka 150.000 kr. inkl. moms og montage. Opbygning af den bærende konstruktion og etablering af afløb er ikke med i det prisniveau. En integreret løsning skal prissættes ud fra det konkrete projekt. Model og størrelse betyder noget, men det gør adgangsforhold, fastgørelse, installationer og den aftalte arbejdsdeling også. Du kan se flere priseksempler og deres forudsætninger på vores side om pergola priser.
Vi vil gerne tale om både løsningen og prisniveauet tidligt, så du ved, hvad du planlægger efter, før byggeriet er for langt fremme.
Kom forbi med dine tegninger – også de tidlige
I vores showroom i Rødekro kan vi gennemgå mulighederne sammen med dig. Tag gerne skitser, tegninger eller billeder af huset og terrassen med. Har du kun en foreløbig idé om åbningen, er det også et godt tidspunkt at komme. Vi begynder med de spørgsmål, der skal på plads: Hvad skal bære taget? Hvor skal regnvandet løbe hen? Hvor meget plads er der til pergolaens ramme og bevægelige dele? Og skal der forberedes strøm til lys, screens eller varmelamper?
Jo tidligere vi bliver inddraget, desto bedre kan vi hjælpe med at få pergolaen, konstruktionen omkring den og de små synlige detaljer til at hænge sammen.
