Opmåling og montering af markiser
En markise skal passe til terrassen. Men den skal også kunne monteres forsvarligt på huset. Derfor hænger produktvalg, opmåling og montage sammen.
Hos Kvalitetsmarkiser står vi for den endelige opmåling af de løsninger, vi leverer. Her ser vi på dine ønsker, husets konstruktion og de praktiske forhold, før markisen bestilles.
Du behøver ikke kende den rigtige model eller have helt præcise mål på forhånd. Billeder og cirka-mål giver os et godt sted at begynde.
Et par billeder og cirka-mål er en god start
Før vi aftaler opmåling, vil vi gerne forstå opgaven og give dig en idé om løsningen og prisniveauet. Det hjælper os begge med at vide, om vi skal arbejde videre sammen.
Vis os huset og terrassen
Send et billede af hele facaden og gerne et par nærbilleder af det sted, hvor markisen skal sidde. Få udhæng, tagrende, døre og vinduer med på billederne.
Har du tegninger eller oplysninger om facadens opbygning, er de også nyttige – især ved nybyggeri, udvendig isolering eller træbeklædning.
Fortæl, hvad du ønsker
Angiv den ønskede bredde og omtrentlige dybde på området, du vil have skygge over. Fortæl også, hvordan terrassen bruges, hvornår solen generer, og om du ønsker motor, lys eller andet tilbehør.
Er du i tvivl om målene eller produktet, så skriv det. Det er netop det, rådgivningen skal hjælpe med.
Læs mere om konsulentbesøg og betingelserne for et besøg. Du kan også begynde med at opleve mulighederne i vores showroom i Rødekro.
Vi måler mere end bredden på væggen
Den endelige opmåling handler både om mål, funktion og fastgørelse. En markise kan godt passe i bredden uden at være den rigtige løsning til huset.
- Placering og skygge: Hvor skal markisen sidde, og hvilket område skal den afskærme?
- Bredde og udfald: Hvilke mål passer til behovet og den valgte model?
- Montagehøjde og hældning: Er der plads til både kassette, dugens fald og passage under forkanten?
- Døre og vinduer: Kan de åbnes uden at ramme markisen?
- Underlag og fastgørelse: Hvilken konstruktion skal optage belastningen, og hvilke beslag kræver det?
- Farver, dug og udstyr: Hvordan skal løsningen se ud og betjenes?
- Strøm og adgang: Hvor skal forsyningen placeres, og er der særlige forhold ved montagen?
Hvis den første idé ikke kan lade sig gøre, ser vi på alternativer. Det kan være en anden markisemodel, en anden placering eller en løsning med tilpassede beslag.
Vil du forberede dig, kan du læse om bredde og udfald, hældning og passagehøjde og valget af knækarmsmarkise.
Markisens kræfter skal kunne optages af huset
En udkørt markise belaster både beslag og bygning. Derfor vælger vi fastgørelsen ud fra markisens størrelse, producentens montageanvisninger og det konkrete underlag.
Mursten og beton
Vi vurderer underlagets opbygning og tilstand, placeringen af beslagene og afstande til kanter og åbninger. På murværk bruger vi ofte forankringsmasse og gevindstænger, når det er en egnet løsning til opgaven.
Det er ikke nok at vælge en kraftig bolt. Hele fastgørelsen skal passe til både underlaget og belastningen.
Træbeklædning og isoleret facade
Beklædningen eller isoleringen kan ikke uden videre bære markisen. Vi skal vide, hvor den bærende konstruktion findes, og hvordan kræfterne kan føres ind til den.
Det kan kræve særlige beslag, afstandsmontage eller flere oplysninger om husets opbygning, før løsningen kan fastlægges.
Når standardbeslag ikke er nok
Ved montage på spær, foran tagrenden eller højt på en facade kan specialbeslag være nødvendige. Vi samarbejder med en lokal smed om beslag, der tilpasses den konkrete opgave.
Som udgangspunkt fastgør vi ikke markiser i de øverste fem murskifter. Her kan det være nødvendigt at føre beslagene længere ned på væggen. Den endelige løsning afhænger af husets konstruktion.
Vi har egne erfarne montører og tilbyder ikke separat montering af nye markiser eller solafskærmning, som er købt andre steder.
Markisens vindklasse kan ikke stå alene som mål for en sikker løsning. Den konkrete montage og brugsanvisningen er også afgørende. Læs om vindklasser og CE-mærkning →
Strømmen skal planlægges sammen med montagen
Elinstallationsarbejde er som udgangspunkt ikke inkluderet i vores montage, medmindre det er aftalt i tilbuddet. Fortæl os fra starten, hvis du ønsker elarbejdet medtaget.
Vi afklarer motor, styring og placeringen af strømtilslutningen, så kabler eller dåser ikke ender dér, hvor markisens beslag skal sidde. Din elektriker er velkommen til at kontakte os om den valgte løsning.
Vores montører indstiller motor og styring som en del af montagen. Arbejde på den faste elinstallation, som kræver autorisation, udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
Ofte er det praktisk, at den endelige tilslutning udføres efter montagen, når placeringen ligger fast. Andre opgaver kræver forberedelse før – det koordinerer vi på forhånd.
Du skal også vide, hvordan markisen bruges
Når markisen er monteret, gennemgår vi betjeningen og eventuel automatik med dig. Du skal vide, hvordan den køres ind og ud, og hvad du skal være opmærksom på ved vind, regn og vedligeholdelse.
En vindsensor er en hjælp, men den erstatter ikke omtanke eller producentens brugsanvisning. Kør markisen ind i god tid ved udsigt til kraftig vind.
Kan jeg selv tage de endelige mål?
Du må meget gerne sende cirka-mål til den første dialog. Vi står selv for den endelige opmåling af de løsninger, vi leverer, så produkt og montage afklares sammen før bestilling.
Skal der allerede være strøm ved montagestedet?
Kontakt os, før du får lavet en ny tilslutning. Vi aftaler placeringen og rækkefølgen med dig og eventuelt din elektriker. Behovet afhænger af motor, styring og den konkrete installation.
Skal vi kigge på din terrasse?
Send billeder, cirka-mål og lidt om dine ønsker. Så hjælper vi dig videre med produktvalg, prisniveau og næste skridt.