Mærkning
Mærkning af vores produkter.
Da kvaliteten er i absolut fokus på de produkter, vi tilbyder, er vi meget opmærksomme på mærkningen og dermed dokumentationen af vores produkter.
Alle vores produkter er CE-mærket og langt de fleste produkter er yderligere TÜV/GS-mærket, hvilket er din absolutte garanti for et sikkert kvalitetsprodukt.
CE-Mærket
Hvad er CE-mærkning?
“CE-mærket er fabrikantens erklæring om, at han har fremstillet produktet i henhold til de relevante CE-mærkningsdirektiver og de bagvedliggende europæiske standarder (EN-standarder) . CE-mærkningen er således fabrikantens “underskrift” på at alle relevante direktiver er overholdt. Ofte vil fabrikantens dokumentation for CE-mærkning bygge på en uvildig tredje parts afprøvning som f.eks. en test rapport fra TÜV NORD . Fabrikantens “Overensstemmelseserklæring” er det dokument hvor han erklærer overensstemmelse med relevante Direktiver og standarder.
Bemærk at en del Direktiver stiller krav om at et ”Notified Body” skal have været involveret i en eventuel evaluering / test/ certificering af produktet – f.eks. dele af ATEX direktivet, PED, MDD osv.
CE-mærkningen skal sikre fri konkurrence og fri handel inden for EU. CE-mærket er dog ikke nogen europæisk version af GS mærket (Geprüfte Sicherheit). CE-mærkningen må således ikke forveksles med et uvildigt godkendelsesmærke.”
Kilde: www.tuv-nord.com
Det er et lovkrav i Danmark, at alle byggematerialer og/eller elektriske artikler skal være CE-mærket. Det er vigtigt at understrege, at en CE-mærkning udelukkende foretages af producenten, og at det ikke er en myndighed der “godkender” en CE-mærkning.
Udvendig solafskærmning i Danmark skal opfylde den europæiske standard DS/EN 13561, som man kan sige er baggrunden for CE-mærkningen.
DS/EN 13561
“Denne europæiske standard angiver ydeevnekrav for udvendige afskærminger, når disse er tilpasset en bygning. Standarden omhandler også betydelige risici for konstruktion, transport, installation, betjening og vedligeholdelse af udvendige afskærmninger (se liste over betydelige maskinelle risici i anneks B). Standarden omfatter alle udvendige afskærmninger og lignende produkter uanset deres udformning og materiale, som defineret i EN 12216: – knækarmsmarkise, saksearmsmarkise, udvendigt rullegardin, glideskinnemarkise, markisolette, facademarkise, markise til ovenlysvinduer, udestuemarkise, Hollandsk markise, udvendig insekt-screen; – solafskærmning. Denne europæiske standard omhandler ikke vindmodstand fra færdige eller semi-færdige produkter, f.eks. Hollandske markiser, færdig eller mobil solafskærmning. De er dog ikke fritaget fra vindmodstand, men prøvningsmotoder for dette findes ikke p.t.. Produkterne, der omhandles i denne standard kan betjenes manuelt, med eller uden kompenserende fjedre eller af elektriske motorer.”
Kilde: www.ds.dk
I DS/EN 13561 er der bl.a. krav til:
– Korrosion, hvis der er anvendt metal
– Der er krav til farveægthed og nedbrydning af duge
– Der er krav til vindmodstandsdygtighed på produkterne
Der er de senere år fundet flere tilfælde på svindel med CE-mærkning, hvor det især er produkter fra Østen, der svindles med. Disse produkter kan have fået påklistret et “falsk” CE-mærke eller simpelthen mangle et CE-mærke. Det er bl.a. byggematerialer og elektriske produkter, der svindles med.
Vores umiddelbare mistanke er, at der også svindles med CE-mærkning på markiser og anden udvendig solafskærmning.
TÜV/GS-Mærket
“Et TÜV GS mærke signalerer, at Deres produkt er blevet vurderet med hensyn til sikkerhed, kvalitet eller produktegenskaber af en neutral, kompetent instans.
GS betyder gennemprøvet sikkerhed og er et frivilligt testmærke, med hvilket De kan give Deres produkt en effektiv konkurrencefordel. Specielt på det tyske marked er GS-mærket nærmest et ”must”.
GS-mærket dokumenterer, at produktet er testet af en national testinstans og inkluderer en førsteganginspektion af produktet og regelmæssig efterfølgende årlig produktkontrol. Er kravene for at modtage GS-mærket opfyldt, må GS-mærket sættes ved siden af CE-mærket på konsumvarer, men også på produktionsmidler.”
Kilde: www.tuv-nord.com