Markisehældning
For at slå det 100 procent fast så er en normal markise udelukkende konstrueret til at afskærme mod sol og ikke nødvendigvis nedbør. Dog kan en normal markise med forbehold bruges til nedbør. Er man specifikt på udkig efter en markise til regnvejr, kan vi tilbyde Sunrain-markiser fra Leiner – eksempelvis Casa Sunrain.
For at være sikker på at nedbør kan løbe af dugen på en normal markise, er det meget vigtigt, at selve dugen har den korrekte hældning. Har dugen ikke tilstrækkelig hældning og er blevet strukket pga. vandlunker på dugen, kan dugen ikke repareres igen.
Som tommelfingerregel skal en markisedug mindst have en hældning på 12 til 14 grader ved udfald under 300 cm. Man kan også sige, at dugen på en markise cirka skal falde 25 cm pr. meter. Dette betyder noget for montagehøjden. Vil man kunne gå under forbommen, når markisen er kørt helt ud, skal passagehøjden gerne være 200 cm. Dette giver en montagehøjde på væg på cirka 275 cm til underkant markise.
Ved større udfald end 300 cm anbefales det, at man har en hældning på min. 15 grader, hvilket forøger montagehøjden. Ved udfald på pergolamarkiser på over 400 cm, anbefaler vi en hældning på min 20 grader.
Det er klart, at man ikke kan overholde montagehøjden i alle tilfælde. Det er oftest på et typisk dansk parcelhus, der kan være problemer med montagehøjden. I tilfælde hvor det ikke er muligt at opnå den anbefalede montagehøjde, er det brugerens eget ansvar at sørge for, at markisen er kørt ind under nedbørsperioder med kraftig regn. Det er for det meste muligt at tilslutte en regnsensor til markisens motor, så markisen selv kører ind, når det regner. Husk dog, at skader som følge af kraftig regn ikke er dækket under garantien, da det til enhver tid er brugerens ansvar, at markisen ikke er ude i kraftigt vejr!
Hvis markisedugen er blevet våd af nedbør, skal man ved nærmeste lejlighed køre markisen ud, så dugen kan tørre. Det frarådes kraftigt at bruge markisen i snevejr/slud/isslag – her skal man være yderst opmærksom, hvis man bruger den alligevel. Sne/is/hagl skal fjernes løbende og fjernes fuldstændigt, inden markisen køres ind. Brug ikke markisen, hvis dugen er frosset fast på valsen – vent til den er tøet op.
Skader som følge af brug af markisen i frostvejr og/eller snevejr er ikke dækket under garantien, da vi fraråder brug af markiser ved denne vejrtype.